top of page

Vinterens tre højtider

 

Advent

Når Jorden ånder ind i løbet af efteråret, følger Kristus denne indånding, og i Adventtiden er Han kommet så nær, at vi kan fornemme Hans nærhed som varme og glæde i hjertet. Denne fornemmelse drukner ofte i de alt for tidlige juleforberedelser, hvis vi ikke selv gør en indsats. Vi må skabe os et rum, om så blot fem minutter, hvor vi ser bort fra ydre og indre larm og lyttende retter tankerne og fornemmelserne mod Ham, som er på vej.

Litteratur: Inger Carlsen “Højtidsbetragtninger 1”

 

 

Julen

Julen, den kosmisk-jordiske fødsel, begynder kl 24, altså i midnatstimen, mellem den 24. og den 25. december og dette er indledningen til de hellige nætters tid, der varer til og med den 5. januar. Kristus fødes ikke alene i jorden, også i menneskets indre sker der en fødsel.

Litteratur: Friedrich Benesch: “Julens trefoldige virkelighed” Kristensamfundet.

Inger Carlsen: “Højtidsbetragtninger 3” Kristensamfundet

 

 

Helligtrekonger (Epifanias)

Den 6. Januar kommer der en ny situation, Helligtrekonger. Vi tænker dermed ikke alene tilbage på kongerne dengang, som fik øje på en stjerne og gik efter den. Der opstår en stjerne hvert år, idet Kristus i jorden lyser som en stjerne, mens Han i julen lyste som en sol. Disse to måder at opleve jorden på har Grundtvig intuitivt udtrykt med “- - - som en lille stjernesol.” og “ - - - vi har og en ledestjerne, - - -”. Når vi følger den levende jords liv gennem året, møder vi den Opstandne som stjerne i Helligtrekonger-tiden; dette ebber ud omkring slutningen af januar.

Litteratur: Inger Carlsen: “Højtidsbetragtninger 5” Kristensamfundet

© 2014 Kristensamfundet i Danmark

bottom of page