Menneskevielsens handling

I Kristensamfundet har nadvergudstjenesten et navn: Menneskevielsens Handling. At vie er at forene. I Brudevielsen for eksempel forenes mand og kvinde; i Menneskevielsens Handling forenes mennesket med den opstandne Kristus.

Navnet peger hen på en handling, som den guddommelige verden fuldbringer sammen med os mennesker.

Menneskevielsens Handling begynder med årstidsbønnen, der føjer os ind i den aktuelle højtid. Derefter forløber Handlingen i fire trin: Det første trin er evangelielæsningen der følges af en kort prædiken (om søndagen) og bekendelsen.

Det andet trin er offeret. At ofre vil sige at give, men hvad er det vi giver? Foruden brød og vin (druesaft) kan vi give - eller ofre - os selv, dels i en erkendelse af vor ufuldkommenhed, dels idet vi giver det bedste vi har i os - vor beredvillighed til at møde og tage imod den Opstandne i tanke, følelse og vilje.

I og med offeret er grundlaget skabt for det tredie trin: Forvandlingen. Nu kan den Opstandne forbinde sig med (tage bolig i) brødet og vinen og mennesket. Den Opstandne forbinder sig lige så tæt med brødet og vinen som vi er forbundne med vores kød og blod. Derfor kan vi betragte brødet og vinen som Kristi legeme og blod.

Den fjerde del er kommunionen, hvor deltagerne med brødet og vinen kan modtage Kristi legeme og blod og dermed opstandelseskræfterne i et nadverfællesskab. Der skabes et fællesskab mellem den Opstandne og de enkelte mennesker og mellem disse indbyrdes.

Salmesang og prædiken har en mindre fremtrædende rolle - vægten ligger på de fire ovenstående trin.

Litteratur: Kurt von Wistinghausen: “Den nya gudstjänesten” Kristensamfundet, Stockholm.